SKALBORG SPORTSKLUB

Miniton - Badminton for 5-9 årige

På badminton-øen er der altid sjovt og godt vejr
Badminton-øen
På Miniton arbejder vi med at udvikle træningen, så den er så sjov, motiverende og udbytterig som muligt. Derfor har vi visualiseret træningsprogrammet som et kort over badminton-øen, hvor stierne tager os igennem de forskellige øvelser. Kortet giver børnene fornemmelsen af at være på vej, og at der er en sammenhæng imellem øvelserne. På din første træning får du dit helt eget laminerede kort over badminton-øen, hvor du skriver dit navn bag på. Træneren bruger kortet til hver træning, hvor vi taler om hvad vi lavede sidst og hvordan vores fremskridt på kortet bygger videre på det vi allerede har lært.

Se stort kort over badminton-øen



Stjerner
Som barn kan det være svært at holde motivationen over en hel sæson. Derfor giver vi stjerne-klistermærker, der sættes fast på kortet over badminton-øen, for den gode indsats til træningen. Du behøver ikke at være den bedste til en øvelse, men vi roser dig for at du viser vilje og motivationen til at lære.
 

Træningens opbygning
15 min Opvarmning
Målet er at den skal være sjov, men også udvikle grundlæggende motoriske færdigheder hos børnene. Der ud over hjælper opvarmningen børnene (og forældrene) til at lære hinanden at kende og giver en fællesskabsfølelse på holdet.
15 min Motorik
Målet er at udvikle børnenes grundlæggende motoriske færdigheder og understøtte indlæring af de grundlæggende badmintonfærdigheder. Det er øvelser uden badmintonketsjer og fjerbold, for eksempel: Kaste- og gribeøvelser, forskellige løbemønstre og balancetræning.
30 min Ketsjer og bold
Målet er at udvikle børnenes grundlæggende slagteknik og boldfornemmelse. Øvelserne bygger videre på de motoriske færdigheder, og kombinerer benarbejde med ketsjerøvelser for, at give barnet succesoplevelser med badminton.


Trænerne
Alle trænerne har gennemført Badminton Danmarks Miniton-træner uddannelse og mindst første del af badmintontræner uddannelsen.

Forældrerollen
Som forælder deltager du aktivt i træningen sammen med dit barn og med hjælp fra træneren udvikler dit barn hurtigt fornemmelse for spillet, får pulsen op og styrket koordination, balance- og koncentrationsevnen.

Opstart på Miniton
Vi har opstart af nye medlemmer den første fredag i hver måned. Du spiller gratis resten af måneden før du skal melde dig ind. Du møder blot op i Agri Nord idrætscenter på træningstidspunktet og henvender dig til træneren. Kom gerne i lidt god tid, så vi kan hilse på dig og dit barn inden træningen går i gang. Du er også velkommen til at kontakte ungdomsformand Bo Carlsson, hvis du har spørgsmål til opstart af dit barn.

Klubben har fjerbolde til alle træninger og du kan låne en ketsjer af klubben. Når du melder dig ind anbefaler vi at du selv køber en ketsjer. Ketsjere kan blandt andet købes igennem klubbens sponsor Li-Ning, hvor prisen starter omkring 350,00 kr., hvis den købes med klubrabat.

Hold- og individuelle turneringer
Som Miniton spiller kan du også deltage i hold- og individuelle turneringer. Her har du det sjovt med vennerne fra klubben og skaber nye venskaber med badmintonspillere fra andre klubber. Når du deltager i turneringer, oplever du hvordan det du har lært til træningen kan bruges når du spiller imod andre. Det giver en bedre forståelse for hvorfor du går til træning og motiverer dig til at lære mere. Mange af vores ældre Miniton spillere er aktive til både hold- og individuelle turneringer, hvor de ofte vinder pokaler og medaljer.

HOVEDSPONSORER I SSK