Træningen består af badmintonrelaterede øvelser indenfor tre kategorier: Lege, Motorik, Ketsjer og bold.
Lege
Målet med legene er, at de skal være sjove, men også udvikle grundlæggende motoriske færdigheder hos børnene, for eksempel: Kastebevægelse, Retningsskift. Ydermere hjælper legene børnene (og forældrene) til at lære hinanden at kende og giver en fællesskabsfølelse på holdet. I de fleste lege deltager alle børnene sammen, eventuelt sammen med forældrene. Enkelte lege giver også mulighed for organisering i mindre grupper
Motorik
Det primære mål er at udvikle børnenes grundlæggende motoriske færdigheder og understøtte indlæring af de grundlæggende badmintonfærdigheder. Det er øvelser uden badmintonketsjer og fjerbold, for eksempel: Kaste- og gribeøvelser, forskellige løbemønstre, jonglere med ballon med hånden. Øvelserne udføres på forskellige måder enten i mindre grupper, parvis eller enkeltvis. Som forælder deltager du i øvelsen eller hjælper dit barn med at lykkes ved at være oplægger eller give feedback
Ketsjer og bold
Øvelserne udføres af barn og forældre sammen eller blot barn og barn. Målet er at træne børnenes grundlæggende badmintonfærdigheder, hvilket kan ske både på og udenfor badmintonbanen. Øvelserne bygger videre på de motoriske færdigheder, som børnene lærer via elementerne i de to foregående kategorier. Det giver de bedste forudsætninger for at lære badmintonfærdighederne og for at få gode succesoplevelser med MiniTon.
Forældrerollen
Som forælder deltager du aktivt i træningen sammen med dit barn og med hjælp fra træneren udvikler dit barn hurtigt fornemmelse for spillet, får pulsen op og styrket koordination, balance- og koncentrationsevnen.
Som Miniton spiller kan dit barn også deltage i hold- og individuelle turneringer, hvor de har det sjovt med vennerne fra klubben og skaber nye venskaber med badmintonspillere fra andre klubber. Mange af vores ældre Miniton spillere er aktive til både hold- og individuelle turneringer, hvor de ofte vinder pokaler og medaljer.
Klubben har fjerbolde til alle træninger og du kan i starten låne en ketsjer af klubben. Herefter anbefaler vi at I selv køber et ketsjer, som blandt andet kan købes igennem klubbens sponsor
Li-Ning, hvor prisen for en ketsjer starter omkring 350,00 kr., hvis den købes igennem klubben.
Opstart på Miniton
Vi har opstart af nye medlemmer den første fredag i hver måned. Du spiller gratis resten af måneden før du skal melde dig ind. Du møder blot op i Agri Nord idrætscenter på træningstidspunktet og henvender dig til træneren. Kom gerne i lidt god tid, så vi kan hilse på dig og dit barn inden træningen går i gang.
Du er også velkommen til at kontakte
ungdomsformand Bo Carlsson, hvis du har spørgsmål til opstart af dit barn.